Christin Johansson udstilling i BOX

Ironisk, funktionsløs og tankevækkende “Sanitet med Identitet”!
Udstillingsperiode: 2. oktober - 3. november, 2009



Om "Sanitet med Identitet"
Christin Johansson står bag vinduesgalleriet 'Window 107' i Istedgade på Vesterbro, men i oktober 2009 indtog hun LYNfabrikkens vinduesgalleri BOX med udstillingen "Sanitet med Identitet", og viste en alternativ og tankevækkende genfortolkning af nogle genstande og omgivelser, som sjældent får ret meget opmærksomhed.

Efter at have vist sin keramik på flere traditionelle galleriudstillinger er Christin blevet mere interesseret i at arbejde med happenings. Til ferniseringen på ”Sanitet med indetitet” trillede hun derfor også sin yndigt skramlende Claymobile ind i Vestergade og satte et klapbord fuld af historiefortællende krus op, som sit nyeste keramiske kunstprojekt "Bytte kop" / "Mug Switch". Opfordringen til ferniseringsgæsterne lød:
"Medbring en af dine keramik - eller porcelænskopper, som har en historie eller en særlig betydning for dig. Giv mig din kop, fortæl mig dens historie, og du får lov til at vælge en af mine kopper med tilhørende personlig historie."

Om Christin Johansson
Svenske Christin Johansson er uddannet både sygeplejerske og keramiker, og den helt specielle kombination kommer til udtryk i hendes keramik, hvor hun henter inspiration i hospitalsmiljøer og lader sine kliniske men smukke skulpturer, vaser og kopper udfordrer det traditionelle.